Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores skole

Bjørnehøjskolens profil

På Bjørnehøjskolen arbejder vi ud fra en tydelig ambition: Vi danner til livet.

Vi er en skole, hvor faglighed, trivsel og fællesskab går hånd i hånd. Vores opgave er ikke alene at gøre eleverne dygtige i dansk, matematik og engelsk – men også at ruste dem til livet som mennesker og medborgere. Derfor arbejder vi hver dag for at skabe børn og unge, der tør tage ansvar, vise mod, samarbejde med andre og tro på egne evner.

En skole med tydelige værdier

På Bjørnehøjskolen bygger vores arbejde på fire centrale værdier:

Fællesskab
Vi tror på, at børn udvikler sig bedst sammen med andre. Derfor arbejder vi målrettet med stærke klassefællesskaber og et skoleliv, hvor alle oplever at høre til.

Dialog og gensidig respekt
Et godt skoleliv skabes i samarbejde. Vi møder hinanden med åbenhed, ordentlighed og respekt – også når vi er uenige.

Ansvarlighed
Vi tror på tydelige voksne og et fælles ansvar for skolens kultur. Elever, medarbejdere og forældre har alle en vigtig rolle i at skabe et godt læringsmiljø.

Mod
Læring kræver mod – mod til at prøve, fejle, øve sig og blive ved. Vi ønsker at skabe elever, der tør udfordre sig selv og stå ved den, de er.

Færre forandringer – flere forbedringer

Vi tror på stabilitet og kvalitet i hverdagen. Derfor arbejder vi ud fra ambitionen om færre forandringer og flere forbedringer.

Det betyder, at vi udvikler skolen med blik for det, der virker, og med respekt for, at gode løsninger skabes i praksis – tæt på eleverne og undervisningen. Vi tror ikke på hurtige løsninger, men på vedholdende udvikling, tydelige forventninger og et stærkt professionelt samarbejde.

Et stærkt fællesskab med tydelige rammer

Bjørnehøjskolen er en skole med en tydelig retning. Vi tror på, at fællesskabet er den vigtigste ramme for både læring og trivsel. Derfor arbejder vi ud fra fælles strukturer, tydelige forventninger og genkendelige rammer for alle børn.

Vi laver som udgangspunkt få individuelle særordninger, fordi vi tror på, at børn udvikler sig bedst som en del af et stærkt fællesskab. Når udfordringer opstår, arbejder vi først med de fællesskaber, barnet er en del af.

Når man vælger Bjørnehøjskolen, vælger man samtidig en skole med tydelige værdier og klare forventninger. Vi forventer et tæt samarbejde mellem skole og hjem og en opbakning til skolens måde at skabe gode rammer for alle børn.

En skole for hele barnet

På Bjørnehøjskolen ser vi barnet før eleven. Vi ved, at børn lærer forskelligt, og vi møder dem med ambitioner, omsorg og tydelighed.

Vores mål er, at eleverne forlader Bjørnehøjskolen med stærke faglige kompetencer, gode erfaringer med fællesskaber og troen på, at de kan bidrage positivt til verden omkring dem.